Menu

Vedtægter

Vedtægter for Roskilde Pigefodbold

§1. Foreningens navn og hjemsted:

Stk. 1: Foreningens navn er Roskilde Pigefodbold. Foreningens hjemsted er i Roskilde Kommune.

 

Foreningen er stiftet den 27. marts 2014.

§2. Foreningens formål:

Stk. 1: Foreningens formål er at tage et medansvar for lokalsamfundet ved at udbrede og skabe et rum for piger og kvinders interesse for at spille fodbold samt for dygtiggøre sig heri i rammer der fremmer piger og kvinders sociale trivsel og ansvar.

§3. Tilhørsforhold til andre organisationer

Stk. 1: Foreningen er medlem af DBU Sjælland og er undergivet dennes vedtægter og bestemmelser.

§4. Medlemskab:

Stk. 1: Som medlem af foreningen kan optages børn, unge og voksne der aktivt vil arbejde for foreningens formål.

 

Stk. 2: Indmeldelse sker på den til enhver tid beskrevne fremgangsmåde på foreningens hjemmeside.

 

Stk. 3: Medlemskab kan dog i særlige tilfælde nægtes, hvis 2/3 af bestyrelsen stemmer for dette. Nægtelse af medlemskab kan appelleres på førstkommende generalforsamling, hvor der tager stilling med simpelt flertal.

Stk. 4: Foreningen består af aktive og passive medlemmer. Optagelse af passive medlemmer kan ske uanset alder. Passive medlemmer har ikke adgang til selve idrætsudøvelsen, men er valgbare til bestyrelsen og kan indgå i udvalg.

§5. Æresmedlemmer:

Stk. 1: Som æresmedlem kan indstilles enhver person, der har gjort et stort og nyttigt arbejde for foreningen.

Stk. 2: Den motiverende indstilling om udnævnelse af en person til æresmedlem, skal skriftligt forelægges bestyrelsen.

Stk. 3: Efter bestyrelsens positive overvejelser, kan udnævnelse finde sted på førstkommende generalforsamling.

Stk. 4: Bestyrelsen kan egenhændigt indstille og udnævne æresmedlemmer.

Stk. 5: Æresmedlemmer fritages for at betale kontingent.

§6. Udmeldelse og eksklusion:

Stk.1: Ønsker et medlem at udtræde af klubben, skal dette snarest muligt meddeles klubben skriftligt sker på den til enhver tid beskrevne fremgangsmåde på foreningens hjemmeside. Indbetalt kontingent refunderes ikke.

Stk. 2. Manglende betaling af kontingent vil, efter 8 dages skriftligt varsel, medføre udelukkelse fra klubbens aktiviteter indtil betaling er modtaget. Bestyrelsen kan dispensere herfor, hvis der indgås en aftale om betaling af restancen.

Stk. 3: Et medlem kan ekskluderes, hvis bestyrelsen finder dette nødvendigt. Afgørelsen kan appelleres på førstkommende generalforsamling, hvor der tages stilling med simpelt flertal.

§7. Kontingent:

Stk.1: Medlemskontingenter fastsættes af bestyrelsen for et år ad gangen og meddeles senest på den ordinære generalforsamling.

Stk. 2.: Kontingentet for aktive opkræves to gange årligt forud for aktive medlemmer.

Stk. 3: Kontingent for passive medlemmer og medlemmer på efterskole opkræves én gang årligt.

§8. Regnskab og revision:

Stk. 1: Regnskabsåret er kalenderåret.

Stk. 2: Det reviderede regnskab, med kommende års budget, skal være fremsendt til medlemmer senest 14 dage før den ordinære generalforsamling.

Stk. 3: Foreningens midler opbevares i det af foreningen valgte pengeinstitut.

§9. Tegning og hæftelse:

Stk. 1: Foreningen forpligtes udadtil ved underskrift af formanden/forkvinden og ét bestyrelsesmedlem.

Stk. 2: Der påhviler ikke foreningens medlemmer, herunder bestyrelsen, nogen personlig hæftelse for de på foreningen hvilende forpligtigelser.

Stk.3: Foreningen hæfter kun for sine forpligtigelser med den af foreningen til enhver tid tilhørende formue.

Stk. 4. Ved salg og pantsætning af fast ejendom tegnes foreningen dog af den samlede
bestyrelse.

§10. Generalforsamling:

Stk. 1: Generalforsamlingen, der er foreningens højeste myndighed i alle anliggender, afholdes hvert år i februar måned. 

Stk. 2: Generalforsamlingen indkaldes med mindst 14 dages varsel ved skriftlig meddelelse til medlemmer. Dagsorden vedlægges indkaldelsen. Forslag der ønskes behandlet på mødet, skal være formanden i hænde senest 7 dage før generalforsamlingen.

Stk. 3: Dagsorden for den ordinære generalforsamling skal indeholde følgende punkter:
• Valg af dirigent.
• Bestyrelsens beretning.
• Regnskab for det forløbne år til godkendelse.
• Behandling af indkomne forslag.
• Valg af bestyrelsesmedlemmer og suppleanter jf. Stk. 9.
• Valg af revisor
• Eventuelt.

Stk. 4: Stemmeret til generalforsamlingen har fremmødte medlemmer, der er fyldt 18 år, eller en tilstedeværende forældre/værge for et eller flere medlemmer under 18 år. En forældre/værge kan repræsentere flere medlemmer og afgive antal stemmer svarende til det antal medlemmer under 18 år, som de repræsenterer. 

Stk. 5: Medlemmerne træffer beslutning ved simpel stemmeflerhed, medmindre andet følger af nærværende vedtægter.

Stk. 6: Afstemningen sker ved håndsoprækning, men såfremt dirigenten eller et medlem forlanger det, skal afstemningen ske skriftligt. Der kan ikke stemmes ved fuldmagt.

Stk. 7: Forslag til vedtægtsændringer eller opløsning af foreningen kan kun vedtages med 2/3 majoritet af de fremmødte medlemmer. I tilfælde af opløsning tilfalder foreningens formue/overskud et almennyttigt formål efter beslutning på den afsluttende generalforsamlings.

Stk. 8: Forslag til opløsning eller ændring af foreningens formål kan kun vedtages på et i dette øjemed særligt indkaldt generalforsamling.

Stk. 9: I lige år vælges Formand/Forkvinde og 2 bestyrelsesmedlemmer, mens Næstformand/Næstforkvinde og 1 bestyrelsesmedlem vælges i ulige år. Der vælges hvert år op til 3 suppleanter til bestyrelsen, som træder ind i tilfælde af, at et bestyrelsesmedlem forlader bestyrelsen indenfor valgperioden. For at være valgbar, skal den foreslåede personligt være tilstede, eller der skal foreligge en skriftlig erklæring fra den foreslåede, hvori denne tilkendegiver, at være villig til at modtage valg.

Stk. 10: Revisor vælges hvert år.

Stk. 11: Ekstraordinær generalforsamling afholdes, når et flertal af bestyrelsen, vedtægterne kræver det eller mindst 1/3 af medlemmerne forlanger det. Anmodning om ekstraordinær generalforsamling skal ledsages af udførlig dagsorden. Indkaldelse til ekstraordinær generalforsamling skal ske senest 14 dage efter krav er fremkommet og indkaldes med samme varsel som den ordinære generalforsamling.

§11. Bestyrelsen:
Stk. 1: Foreningens bestyrelse består af 5 medlemmer, som er ansvarlig for, at tilskud og anviste lokaler anvendes i overensstemmelse med Folkeoplysningsloven og Roskilde Kommunes retningslinjer.

Stk. 2: Det er således den samlede bestyrelse, der skal underskrive det årlige regnskab.

Stk. 3: Bestyrelsen fastlægger selv sin forretningsorden på sit første møde, der skal afholdes umiddelbart efter den ordinære generalforsamling. Bestyrelsesmøder afholdes så ofte formanden/forkvinden eller 2 bestyrelsesmedlemmer finder det nødvendigt og indkaldes med mindst 7 dages varsel.

Stk. 4: Bestyrelsen vælger på sit første møde efter generalforsamlingen en kasser.

Stk. 5: Dagsorden for bestyrelsesmødet offentliggøres på klubbens hjemmeside 7 dage inden bestyrelsesmødet finder sted. Tilsvarende offentliggøres et beslutningsreferat fra bestyrelsesmøderne på klubbens hjemmeside senest 7 dage efter mødet har fundet sted. I tilfælde af personsager kan bestyrelsen vælge at afvikle et punkt på dagsordenen som et lukket punkt, det indebærer samtidig at der ikke refereres fra behandlingen af det pågældende punkt.

Stk. 6: Bestyrelsen træffer deres beslutninger ved almindelig stemmeflerhed. Bestyrelsen er kun beslutningsdygtig når mindst 4/5 af bestyrelsesmedlemmerne er til stede. Ved stemmelighed er formandens stemme afgørende. Der kan ikke stemmes ved fuldmagt.

Stk. 7: Bestyrelsen er ansvarlig overfor generalforsamlingen.

Stk. 8: Bestyrelsen kan, inden for nærmere afgrænsede områder, nedsætte fornødne udvalg eller ansatte til udførelse af foreningens aktiviteter. Udvalgene og de ansatte arbejder på bestyrelsens vegne og under ansvar over for bestyrelsen.

Således vedtaget på den stiftende generalforsamling i Roskilde den 27. marts 2014 med ændringer vedtaget på ekstraordinær generalforsamling d. 22. juni 2014, på ordinær generalforsamling 26. januar 2015 og på ordinær generalforsamling 4. februar 2026.

Luk